Så går NHL - endelig - i gang med sæsonen: Den første grundspils-puck kastes 19. januar (lørdag aften, dansk tid). Læs Christian Henriksens optaktsartikel der gennemgår de 15 hold i Western Conference...
(Christians NHL-tips vil løbende kunne ses på denne side)
Endelig blev lockouten afblæst, og NHL-ishockeyen kan igen rulle over skærmen. Mere end tre måneder senere end planlagt kan sæsonen begynde, og hvad bliver det så for en sæson?
Det mest bemærkelsesværdige er, at hvert hold i år kun spiller 48 kampe i grundspillet, hvilket er 34 færre end normalt. Det giver en mere intens sæson, hvor der er mindre plads til bommerter, udfald og formsving. Holdene når kun at træne sammen i mindre end en uge før sæsonstart, og det betyder formentlig, at kæderne ikke er lige så sammenspillet som normalt. Især ikke på de hold, hvor der har været større udskiftninger i løbet af sommeren.
Nogle spillere har spillet i andre ligaer under lockouten og er derfor i form. Det kan være en klar fordel i starten af sæsonen. Omvendt kan det måske vise sig senere sæsonen, at de spillere, som har holdt en længere pause, er mere friske. Det kan særligt blive en faktor i slutspillet.
Skader bliver muligvis en endnu større faktor i denne sæson end normalt. Påstanden er, at der vil opstå flere skader – store eller små – i starten af sæsonen, fordi mange spillere ikke er lige så velrustede fysisk som normalt. Det kan blive afgørende for de hold, som ikke har så stor bredde, men også for dem, som måske mister en eller to af deres store profiler i de første uger af sæsonen.
Man kan gisne om meget før pucken bliver smidt. Der er mange holdninger til, hvilken betydning det vil få, at sæsonen er så meget kortere end normalt. Det er et lidt vagt svar, men det er i virkeligheden kun tiden, som vil kunne give os svaret, da der er sket meget siden man sidst prøvede at spille en lige så kort sæson i 1994/95.
Det forkortede kampprogram betyder nogle ret markante ændringer i forhold til normalt. Holdene vil kun komme til at spille mod nogen fra deres egen conference, og hovedparten af kampene vil være mod divisionsrivaler. Det gør livet sværere for dem, som er i en stærk division, og tilsvarende lettere for andre. Igen er det dog vigtigt at huske på, at NHL er den mest lige professionelle ishockeyliga i verden, så reelt kan alle slå alle, hvis de rammer dagen.
Odds
Odds på bookmakernes favoritter til at gå hele vejen (begge konferencer):
Pittsburgh Penguins: 7,50 - Betsafe
New York Rangers: 9,50 - Betsafe
Los Angeles Kings: 11 - Bet365*
Boston Bruins: 12,50 - Betsafe
Vancouver Canucks: 13 - Bet365*
Chicago Blackhawks: 14,50 - Betsafe
Philadelphia Flyers: 14,50 - Betsafe
St. Louis Blues: 15,00 - Bet365*
Detroit Red Wings: 19,50 - Betsafe
San Jose Sharks: 21 - Bet365*
Optakt til Western Conference
(læs om Eastern Conference her)
Bud på slutstilling:
1. Vancouver Canucks
2. St. Louis Blues
3. San Jose Sharks
4. Los Angeles Kings
5. Chicago Blackhawks
6. Minnesota Wild
7. Detroit Red Wings
8. Nashville Predators
9. Edmonton Oilers
10. Anaheim Ducks
11. Phoenix Coyotes
12. Calgary Flames
13. Dallas Stars
14. Columbus Blue Jackets
15. Colorado Avalanche
CENTRAL DIVISION
Chicago Blackhawks
Blackhawks spillede en solid sæson sidste år, hvor de sikkert nåede slutspillet, men dog blev sendt ud i første runde af Phoenix Coyotes og en storspillende Mike Smith.
Tingene fungerede i det store hele meget fint for Chicago sidste år, og det har sat sit præg på holdet henover off-season, hvor man ikke har ændret ret meget. Den unge kaptajn Jonathan Toews er holdets centrum. Han leverer point, men arbejder samtidig stenhårdt i alle spillets facetter. På den måde er han en forgangsmand, som også de ældre spillere kan se op til.
De største spørgsmålstegn finder man på målmandsposten, hvor Corey Crawford virker lidt for ustabil til at være starter på et tophold. Crawford er førstevalget, og det er så netop grunden til, at Chicago ikke tilhører ligaens absolutte top.
Backlinjen er stærk, og i alle kæder har man fysiske spillere. Det betyder, at Blackhawks er et hold modstanderne slår sig på, hvilket kan blive en klar fordel for Chicago i denne sæson, hvor de kun møder hold fra Western Conference i grundspillet. Det betyder, at de undgår nogle af de fysisk stærke hold fra Eastern Conference, hvilket i sidste ende kan sikre Blackhawks lidt flere point på kontoen.
Hvis over- og undertalsspillet havde været bedre i sidste sæson kunne Blackhawks have sluttet længere oppe i tabellen. Special teams får derfor en afgørende betydning for deres muligheder i denne sæson. Slutspilsdeltagelsen bør ikke være i fare, men hvis special teams leverer, kan Chicago for så vidt godt spille med om divisionstitlen. Selv med Crawford i mål.
Columbus Blue Jackets
Columbus har ligget i bunden i mange år, og sidste sæson var ingen undtagelse. Holdet sluttede sidst i ligaen, og i off-season sagde man så farvel til sin eneste stjerne, da Rick Nash smuttede til Rangers.
Jeg vil blive meget overrasket, hvis Columbus spiller sig i slutspillet i år. Dertil er de stadig ikke gode nok. Blue Jackets er dog ikke et hold, som må undervurderes selvom Nash er væk. Ind er kommet Dubinsky og Anisimov fra Rangers, og de kommer til at bære en stor del af ansvaret i denne sæson.
Columbus fik også backen Tim Erixon med i Nash-handlen, og efterhånden ser deres defensiv faktisk rigtig solid ud med profiler som Jack Johnson og den dog meget overbetalte James Wisniewski.
På målmandsposten har man hentet lidt af en lottokupon i Sergei Bobrovsky. Russeren har været meget svingende i sine første to NHL-sæsoner, men han har stået fremragende i KHL under lockouten, og hvis han kan tage den nyvundne selvtillid med sig tilbage til NHL, kan han blive en markant forstærkning på positionen. Man har en okay backup i Steve Mason, og hvis duoen bliver ved med at udvikle sig, kan den være spændende om nogle år.
Det store spørgsmål bliver, hvem der skal lave målene for Blue Jackets. Der er ingen deciderede skarprettere på forwardsiden, og man er derfor nødt til at håbe på, at en eller to spillere får en breakout season.
Columbus kan godt gå hen og slutte sidst i Western Conference igen, men finder de melodien fra start, kan de måske spille sig i nærheden af top 10.
Detroit Red Wings
Red Wings er den mest stabile franchise i NHL, og var – som altid fristes man til at sige – med i slutspillet. Den blev dog til en hurtig exit i første runde mod divisionsrivalerne fra Nashville.
Detroit har lidt nogle markante tab i off-season. Backprofilen, Mr. Perfect, Nicklas Lidström stoppede karrieren i sommers efter 20 sæsoner i klubben. Selv i karrierens sidste år var svenskeren en fremragende back, og han er ikke blevet erstattet, da Red Wings ikke fik fat i Ryan Suter.
Også Tomas Holmström har valgt at stoppe, og her mister Red Wings en mand, som altid satte holdet i første række og ofrede sig maksimalt.
Det har dog ikke været skidt det hele. På forwardsiden har man hentet en spændende spiller i Damien Brunner, og så er rutinerede Mikael Samuelsson kommet tilbage efter en afstikker til Vancouver og Florida. Jordin Tootoo kan bliver vigtig med sin fysik.
På backlinjen savner man alsidige Lidström, men Colaiacovo kan dog godt overtage nogle af svenskerens defensive pligter. Alt i alt en solid backbesætning, som gør Detroit til et stærkt allroundhold sammen med målmand Jimmy Howard og offensiven anført af Datsyuk og den nye kaptajn Henrik Zetterberg.
Detroit kommer nok til at ligge omkring top 10 både angrebs- og forsvarsmæssigt, og det skal nok række til en placering på samme niveau i stillingen. En Stanley Cup-contender ligner man ikke, men her er det vigtigt at huske på NHL’s første regel: Afskriv aldrig Red Wings.
Nashville Predators
Sidste år nåede Predators til anden runde i slutspillet, hvor de blev sendt ud af Phoenix Coyotes. I år er det et noget forandret Nashville-hold, som indtager isen.
Væk er backprofilen Ryan Suter, som skrev kontrakt med Minnesota Wild. Væk er også de østeuropæiske divaer Alexander Radulov og Andrei Kostitsyn.
Stjernebacken Shea Weber er stadig i klubben, og kan være det mange år fremover, men det var ikke uden dramatik. Weber valgte nemlig som restricted free agent at indgå kontrakt med Philadelphia Flyers, men Nashville havde ret til at matche kæmpekontrakten, hvilket de benyttede sig af.
Weber er den helt store stjerne på holdet, som selv uden Suter har en stærk backlinje med flere talenter, som er på vej frem, og nogle rutinerede støtter. I målet er man stærkt besat. Pekka Rinne har været blandt NHL’s bedste i de seneste år, og hans nye backup Chris Mason skal nok kunne spille på samme niveau som forgængeren Lindbäck, der nu er i Tampa Bay.
Den offensive grundstamme, som gjorde det godt i sidste sæson, er stadig i klubben. Slutspilsforstærkningerne er væk, men i virkeligheden var de nok heller ikke til den store gavn. Mike Fisher er den offensive profil, men begge topkæder kan lave mål, og så har man et par checking lines, som skal forhindre modstanderne i at score.
Et solidt mandskab, som stadig ikke kommer til at spille med om mesterskabet, men som nok skal nå slutspillet.
St. Louis Blues
Blues havde en fantastisk sæson sidste år helt indtil man mødte Kings i anden runde af slutspillet. Ken Hitchcock overtog trænersædet tidligt på sæsonen, og med en fremragende defensiv førte han holdet frem til divisionstitlen.
I denne sæson skal Blues vise, at sidste sæson ikke var en enlig svale. Holdet vil fortsat skulle spille ud fra en stærk organisation, men det har man også spillerne til, fordi selvom Colaiacovo er væk har man hentet fine alternativer i Woywitka og Chorney. Resten af backlinjen er intakt, og her skinner de unge profiler Kevin Shattenkirk og Alex Pietrangelo for alvor igennem.
Defensiven gjorde arbejdet nemt for målmandsduoen i sidste sæson, men både Halak og Elliott havde deres bedste år i karrieren. På forwardsiden har man mange defensivt stærke typer med David Backes som den største profil.
Holdet har bredde, og alle kæder er uhyggeligt svære at score imod. Det betyder, at St. Louis ikke behøver at score ret mange mål for at hente point, hvilket kan blive særligt afgørende i den korte sæson, hvor overtidsnederlag som udgangspunkt kan være mere værd end i en længere sæson. Sidste år var St. Louis det hold, som vandt næstflest kampe i ordinær tid, og hvis de kan gentage den bedrift i år, vil det også få endnu større betydning end sidste år, da de så vil tage mange point fra divisions- og conference-rivalerne på den konto.
Offensivt bliver det russiske talent Vladimir Tarasenko rigtig spændende at følge. Tarasenko har fire en halv sæson i KHL bag sig, og han kommer til NHL som en etableret spiller, der kunne være et frækt bud på en Blues-topscorer i denne sæson.
Alt i alt ser St. Louis meget stærke ud. Det er ikke det mest seværdige hockey, de spiller, men det er hamrende effektivt og kan sikre dem divisionstitlen for andet år i træk.
NORTHWEST DIVISION
Calgary Flames
Flames sluttede sidste år på niendepladsen i Western Conference og missede dermed slutspillet for tredje år i træk.
I år starter Flames sæsonen med en ny træner ved roret. Bob Hartley, som vandt Stanley Cuppen med Colorado i 2001, har fået chancen og skal nu bringe Flames tilbage i slutspillet.
Calgary har sikret sig en række talenter til fremtiden, men med et af ligaens ældste mandskaber, håber man på at kunne hive endnu et par gode sæsoner ud af rutinerede profiler som Jarome Iginla, Alex Tanguay og målmand Miikka Kiprusoff.
Derfor har han man hentet øjeblikkelige forstærkninger i backen Dennis Wideman og forward Jiri Hudler. Også Roman Cervenka, som har haft en stor karriere i Europa, har fået chancen, men han er ramt af en blodprop, og det vides ikke, hvornår han kan komme tilbage på isen.
Meget afhænger af Kiprusoffs præstation, fordi holdets backups er ikke særligt stærke. Både forsvars- og angrebsmæssigt har man et hold, som kan gå i playoffs. Dermed ikke sagt, at Flames kommer til at gøre det, men de vil nok være med i kampen det meste af sæsonen.
Holdets over- og undertalsspil fungerede fornuftigt sidste år, og hvis man kan tage det med sig ind i denne sæson, kan det være med til at tippe vægten over på Flames’ side i slutspilskampen. Breddespillerne skal steppe up både offensivt og defensivt, så alle kæder kan spille solidt. Så må Iginla være den afgørende spiller, som afgør forskellen på succes og fiasko.
Colorado Avalanche
Avalanche missede slutspillet igen i sidste sæson for tredje gang på fire år, men holdet er fortsat i gang med en genopbygning, som kommer til at bære frugt i de kommende år.
De største profiler er unge folk som Matt Duchene, Erik Johnsson, Ryan O’Reilly og Gabriel Landeskog, som sidste år blev årets rookie i ligaen, og nu er udråbt til kaptajn i Colorado i en alder af bare 20 år.
Avalanche har en forholdsvis bred trup, som kommer til at have størst fokus på defensiven. Offensivt har man reelt fået tre kæder, som kan producere point, men fysisk mangler man en del på forwardsiden, hvilket overlader meget af det hårde arbejde til holdets backer.
I en kort og mere intens sæson kan det give problemer for Avalanche, da man nærmest kommer til at spille slutspilshockey i grundspillet, fordi der er plads til færre pointtab end normalt. Alle hold skal toppe nu, og det kan betyde, at Colorado løber ind i lidt flere mandskaber med fokus på defensiven og det fysiske spil. Her kommer det unge hold muligvis til kort.
Jeg tvivler på, at Colorado når slutspillet i denne sæson, men tør heller ikke garantere, at det ikke sker. Hvis det unge hold får en god start, kan de ride på en bølge af succes, og så kan man måske lige presse sig ind i top otte. Omvendt kan man dog lige så vel slutte sidst i conferencen, hvis starten ikke bliver optimal. Så skal det blive spændende at følge Landeskogs lederevner.
Edmonton Oilers
Oilers sluttede igen i den tunge ende af tabellen sidste år, og fik førstevalget i draften for tredje gang på stribe. Det har sikret holdet en række kæmpetalenter, og en gylden fremtid tegner sig. Om det unge hold allerede tager store skridt fremad i denne sæson, skal blive spændende at følge.
De fleste af Oilers’ bærende spillere har spillet under lockouten, og hvad endnu vigtigere er, har mange af dem spillet sammen i Edmontons farmerklub i AHL. Det betyder, at holdet bør være helt oppe i tempo fra start, og at særligt førstekæden allerede er spillet solidt sammen. Det skaber fundamentet for en god sæsonstart, og kan være nok til, at Oilers når slutspillet i denne sæson.
Jordan Eberle, Taylor Hall og Ryan Nugent-Hopkins er de store forwardprofiler. De spillede sammen i sidste sæson, og har gjort det i Oklahoma i år, så de bør klikke fra start. Førstevalget fra sidste års draft, russiske Nail Yakupov, bliver formentlig tilført offensiven i år, og så har Edmonton et spændende hold med mange potentielle målscorere.
Defensiven var det svage punkt i sidste sæson, og vil nok fortsat være det i år, da der ikke er sket de store ændringer. Man har dog hentet talentfulde Justin Schultz, som spiller sin første sæson på seniorniveau. Han har været fremragende i AHL under lockouten, hvor han har lavet point på samlebånd, og med ham ved blå linje kan Edmontons powerplay blive rigtig, rigtig giftigt.
I målet vokser Devan Dubnyk med opgaven fra år til år, men han skal endnu overbevise klubben om, at han er manden, der skal satses på fremadrettet. Backlinjen virker endnu lidt for skrøbelig til at Edmonton skal kunne gå i playoffs, men hvis man selv scorer mål på samlebånd, er det muligt at kvalificere sig til slutspillet på trods af forsvaret, som dog er forstærket lidt med tilgangen af fysisk stærke Mark Fistric.
Minnesota Wild
Wild havde ikke nogen god sæson sidste år, og på trods af en rimelig god start var man langt fra slutspillet i sæsonens afgørende måneder. Det skal der ændres på i år.
Minnesota har formentlig været et af de steder, hvor man har været mest trætte af lockouten. I off-season hentede Wild nemlig de to største free agents, da både Ryan Suter og Zach Parise tilsluttede sig klubben.
Suter og Parise gør ikke Wild til en mesterskabskandidat, men deres tilstedeværelse bør sikre, at der skal spilles slutspilshockey i Minnesota. Suter får en kæmpe opgave rent forsvarsmæssigt, fordi udover selv at spille stærkt, skal han sørge for at de øvrige backs løfter sig. Wild lukkede ikke så mange mål ind i sidste sæson, men her fokuserede holdet også ekstremt meget på defensiven, hvilket man betalte prisen for ved at være ligaens mindst scorende mandskab.
I år har angrebet fået et markant løft. Ikke alene kan Parise skabe en fantastisk kæde med Mikko Koivu og Dany Heatley, finske Mikael Granlund er også kommet til klubben, og hans offensive genialiteter kan få frit løb i andenkæden, som nok bliver væsentlig mere målfarlig end den var sidste år.
På målmandsposten er Wild dækket godt nok ind til at være et slutspilshold. Nicklas Bäckström er meget solid, og man har gode backups i Harding og Hackett. Desværre fik Harding i efteråret konstateret multipel sklerose, hvilket i værste fald kan sætte en stopper for hans karriere, som netop var ved at tage fart.
Parise og Suter gør ikke, at Minnesota vinder mesterskabet i mange år fremover, men de gør Wild til et bedre ishockeyhold end det nogensinde har været. Derfor skal man i slutspillet, og også gerne være en faktor allerede fra denne sæson.
Vancouver Canucks
Canucks var i Stanley Cup-finalen for to år siden, men sidste år måtte man se sig besejret af Kings i første runde af slutspillet efter ellers at have vundet grundspillet foran Rangers og Blues.
Vancouver ligner også det oplagte bud på en vinder af grundspillet i Western Conference i denne sæson. Der er ikke blevet ændret på så meget, men defensivt er Sami Salo dog blevet erstattet af en lidt bedre spiller i Jason Garrison, hvilket gør Canucks’ backlinje til en af de absolut bedste i ligaen. Bredden så ikke så god ud, men efter lockoutens endelige ophør har Canucks øget denne med tilgangen af Cam Barker og Jim Vandermeer.
I målet skal Cory Schneider vise, at han kan bære rollen som starter. I slutningen af sidste sæson overtog han rollen fra Roberto Luongo, som Vancouver nu forsøger at trade væk. Hvis ikke det lykkes, har Canucks også ligaens bedste målmandsduo. I hvert fald hvis Luongo er motiveret for at vinde pladsen tilbage fra Schneider. Det giver Canucks en enorm styrke, at man har så stærkt et alternativ på positionen.
De største bekymringer finder man offensivt. Sidste år var Canucks det femtemest scorende hold i ligaen, men det kan blive svært at leve op til igen i år. Sedin-tvillingerne er et fantastisk makkerpar, men de har ikke spillet under lockouten, og deres form må man derfor sætte spørgsmålstegn ved. Desuden må Canucks undvære andencenter Ryan Kesler på ubestemt tid, da han er på vej tilbage efter en skulderoperation. Kesler ventes at være tilbage sidst i januar, men han har ikke ønsket at sætte nogen konkret tidsramme for sit comeback.
Centerpositionen er altså svækket, men også på wing-positionerne er der flere spørgsmål. Målene skal komme fra andre end Sedinerne, men det er svært at se præcis hvem. Andenkæden bør kunne levere, når Kesler er tilbage, men ellers ligger en del af ansvaret faktisk på danske Jannik Hansen, som viste målfarligheden i sidste sæson.
Nicklas Jensen bliver formentlig i Sverige sæsonen ud, men fra næste sæson kan han meget vel gå direkte ind i enten første- eller andenkæden, da han har den målfarlighed, som mange af de andre wings mangler.
Vancouvers division har i flere år været udpeget som ligaens nemmeste, men det er den ikke længere. Wild er blevet stærkere, Oilers er blevet stærkere og Calgary og Colorado er mindst på samme niveau som sidste år.
PACIFIC DIVISION
Anaheim Ducks
Ænderne fik en katastrofal start i sidste sæson, og selvom de blomstrede op i anden halvdel, var det ikke nok til at spille sig i slutspillet.
Ducks har nogle spændende unge spillere, som bliver vigtige for holdet både i denne sæson og i årene fremover. Her tænkes særligt på backerne Cam Fowler og Luca Sbisa, og de to forwards Kyle Palmieri og Devante Smith-Pelly. Smith-Pelly skal bidrage med sin fysik i tredjekæden, mens Palmieri formentlig bliver tredjeleddet i andenkæden sammen med Koivu og Selänne, som tilsammen er 80 år gamle. Her bliver Palmieris hurtighed vigtig. Kæden er giftig offensivt, men ingen af de tre er særligt stærke defensivt, hvilket kan blive et stort problem.
Førstekæden ser på papiret rigtig stærk ud, men sidste år var præstationerne på isen meget skuffende. Ryan, Getzlaf og Perry får formentlig et nyt forsøg til at få tingene til at fungere, men finder de ikke melodien i denne sæson, kan en eller to af dem meget vel være fortid i klubben til sommer.
Bredden på Anaheims hold er ikke så stor, og det bliver formentlig et problem. Man er ekstremt sårbare overfor skader, og er virkelig afhængig af, at topkæderne præsterer, hvis man skal i slutspillet. En anden spiller, som skal præstere, er målmand Jonas Hiller. Schweizerne er blandt ligaens bedste på sine gode dage og kan sikre Ducks mange point. Som backup har man hentet Viktor Fasth, som har gjort lynkarriere i svensk ishockey, og danske Frederik Andersen er også på kontrakt. Han kommer dog formentlig kun til at spille i AHL i denne sæson.
Tilbage er så backlinjen, og hvordan er Ducks dækket ind her? Tjaa, det er lidt et åbent spørgsmål. Der er en overvægt af offensive typer, og det giver selvfølgelig nogle klare fordele, men fører også nogle ulemper med sig. I hvert fald, hvis ikke folk som Fowler og Sbisa også formår at udføre deres defensive arbejde på bedste vis. Man har god rutine og pænt med fysik, men Bryan Allen, som hentet før denne sæson, er den eneste udpræget defensive back. Backlinjen er derfor det største spørgsmålstegn på Ducks-holdet, og det kan blive her det afgøres, om holdet kan gå i slutspillet.
Dallas Stars
Dallas kom ikke i slutspillet sidste år, og nu har texanerne så valgt at satse massivt for at undgå en gentagelse i år. Spørgsmålet er så, om det er nok?
Stars har hentet en stærk offensiv trio i Derek Roy og veteranerne Ray Whitney og Jaromir Jagr. Jagr vendte sidste år tilbage til NHL og tørnede ud for Philadelphia. Her spillede han sammen med en fremragende center i Claude Giroux, hvilket reddede ham han ganske fin comeback-sæson. Nu skal Jagr formentlig finde sammen med Jamie Benn (hvis Dallas får resignet ham inden sæsonstart), og det er - med al respekt - et skridt nedad i forhold til Giroux. Presset på ”Jags” bliver større, og han skal for alvor vise, at den 40-årige krop stadig kan præstere på højeste niveau.
Dallas har nogle ganske solide angrebskæder, og offensiven bliver nok ikke et problem for dem i denne sæson. Sidste år var powerplayet holdets helt store akilleshæl. Sølle 13,5 procent af overtalssituationerne blev omsat til mål, og det var den dårligste udnyttelsesprocent i ligaen.
Backen Sheldon Souray, som var holdets bedste i powerplay, er smuttet til Anaheim, og det efterlader et hul, som Alex Goligoski og danske Philip Larsen skal lukke. Larsen får formentlig en del istid igen i denne sæson, og han kan rent faktisk blive den danske spiller, som bliver mest afgørende for sit holds succesmuligheder. Uden et bedre powerplay – intet slutspil til Stars.
På målmandsposten har Dallas et stærkt kort i finske Kari Lehtonen. Han havde en stærk sæson sidste år, og intet tyder på, at han ikke skulle kunne spille på samme niveau i denne sæson. Målmandsposten er vigtig, og i særlig grad i Pacific Division, hvor alle hold er ret stærke på positionen.
Backlinjen er mere tvivlsom, da der er en udpræget mangel på fysik. Aaron Rome kan måske mindske problemet, og ellers er det op til kæmpen Jamie Oleksiak, hvis han kommer ind på holdet, at være det fysiske islæt efter at Mark Fistric er blevet tradet til Edmonton. Problemet bliver ikke mindre af, at man også har mange små forwards, som ikke leverer så meget i det fysiske spil, og alt i alt mindsker det Dallas’ slutspilschancer markant.
Los Angeles Kings
Der var store forventninger til Kings før sidste sæson, men længe så det skidt ud for dem, og de kom kun med i slutspillet på yderste mandat. Her vågnede holdet dog for alvor op til dåd, og man endte med at gå hele vejen og vinde Stanley Cup-trofæet for første gang i klubbens historie.
”Never change a winning team” siger en gammel frase, og den opskrift har Kings holdt sig til i off-season. Alle de spillere, som var med i den sidste Stanley Cup-finale mod Devils, er stadig på holdet, og der er ikke blevet tilført nye spillere til NHL-truppen.
Man har skrevet kontrakt med Tanner Pearson, som Kings draftede i første runde sidste år, men han spiller sig formentlig ikke ind i NHL-truppen i år. Det efterlader et Los Angeles-hold, som er identisk med det fra sidste sæson.
Opskriften på succes forbliver derfor den samme. Forsvaret skal spille stærkt, Jonathan Quick skal have endnu en forrygende sæson i målet og så skal offensiven blive ved med at producere, som den gjorde i slutspillet.
Førstecenter Anze Kopitar misser de første kampe i sæsonen, da han blev skadet kort før den nye CBA blev indgået, og ham kan Kings godt komme til at savne. Han var holdets suveræne topscorer sidste år, og andre må steppe up i hans fravær.
Sidste år havde Kings uhyggelig svært ved at score mål. Holdet scorede næstmindst af alle i grundspillet, men havde til gengæld det næstebedste forsvar. I slutspillet blev det langt bedre, men Kings’ powerplay blev aldrig rigtig giftigt. Det skal forbedres i år, hvis man skal have muligheden for at forsvare titlen.
Sidste år var Kings underdogs – i år er de holdet alle vil slå. Det er en noget anderledes rolle, og sjældent en fordel. Los Angeles har dog en bred trup, og det kan bære dem et godt stykke af vejen.
Phoenix Coyotes
Prærieulvene var en af sidste sæsons helt store overraskelser. Mikkel Bødker og co. vandt den tætte Pacific Division, og nåede helt frem til conference-finalerne, hvor man dog blev besejret af Kings.
Baggrunden for Coyotes’ succes i sidste sæson var, at alle spillere stort set ramte deres topniveau. Målmand Mike Smith var helt og aldeles forrygende, hvilket bestemt ikke lå i kortene. Nu må denne sæson så vise, om Smith ramte sit sande niveau, eller om han overpræsterede markant. For Phoenix kunne man umiddelbart godt frygte det sidste, men Smith igen står fremragende, var hans præstation i sidste sæson et af de største NHL-gennembrud i nyere tid.
Phoenix har et meget arbejdsomt og skøjtestærkt mandskab med en rigtig solid backlinje. Forsvaret er kun blevet endnu bedre i off-season, hvor man har tilført Zbynek Michalek, og det bliver ud fra en stærk defensiv, at Coyotes igen skal forsøge at spille sig i slutspillet.
Angrebsmæssigt ser det en anelse tyndt ud for ørkenholdet. Veteranen Ray Whitney lavede overraskende mange point i sidste sæson, og det er lidt svært at se, hvem der skal overtage hans rolle. En anden veteran, Steve Sullivan, er blevet hentet i Pittsburgh, men han ligner umiddelbart ikke en spiller, som kan spille op til Whitneys niveau fra sidste sæson. Dermed ligner danske Mikkel Bødker faktisk det bedste bud på en ny topwing i klubben, og på ligaens hjemmeside er han også blevet omtalt som en af de spillere, der kan få sit helt store gennembrud i denne sæson.
Ligegyldigt hvordan brikkerne bliver sat sammen, har Phoenix dog ikke et hold, som kommer til at score mål på samlebånd, og de bliver derfor nødt til at lukke af for modstanderne og holde kampene lavtscorende, hvis de skal have chancen for at gå i slutspillet.
San Jose Sharks
Efter fire divisionstitler og to conference-finaler i træk måtte Sharks i sidste sæson tage til takke med en syvendeplads i Western Conference og en slutspilsexit i første runde mod St. Louis.
Der er ikke blevet ændret så meget før denne sæson, og San Jose har derfor stadig et godt allround-hold, som kan spille med om divisionstitlen i den meget tætte Pacific Division. Backlinjen er blevet forstærket med Brad Stuart, og i ham får Sharks en rutineret og defensivt stærk back.
Offensivt har man rutinerede pointslugere i Thornton, Marleau, Havlat og Pavelski, samt den yngre og meget talentfulde Logan Couture. Målene skal nok komme, og hvis man kan holde fast i det enormt gode powerplayspil fra sidste sæson, skal man nok blive en faktor igen i år.
De to topkæder er de mest giftige, men her er man til gengæld også utroligt stærke. I boxplay klarede Sharks sig skidt sidste år, men her kan Brad Stuart muligvis godt løfte holdet, som dog aldrig bliver blandt de bedste rent forsvarsmæssigt, fordi man har mange offensive backs.
På målmandsposten er Antti Niemi en okay starter, som dog ikke hører til blandt de allerbedste i ligaen. Backuppen Thomas Greiss gjorde det fint i sidste sæson, og træner Todd McLellan vil nok ikke have så mange betænkeligheder ved at give Niemi de nødvendige pauser.
Mange af profilerne på Sharks-holdet er ved at være oppe i årene, og efter at have været en af outsiderne til mesterskabet i 10 år, er det begrænset, hvor mange skud Sharks har tilbage i bøssen med dette hold. Det er ikke nu eller aldrig, men det begynder at nærme sig.
Der mangler noget bredde forwardmæssigt, og Niemi har endnu noget at bevise for at Sharks skal regnes som en rigtig Stanley Cup-bejler, men hvis alt går op i en højere enhed, er det bestemt ikke umuligt, at Sharks kan spille med om mesterskabet i denne sæson.
